Jeg er sukkerafhængig! BIG time – og klar til at få et stabilt blodsukker.

Sukkerafhængig

4 flødeboller, 300 gram chokolade og lidt af “hvad der nu lige er i skabene”. Det kunne jeg let spise for bare få år tilbage, altså på en dag – og 4 – 5 dage om ugen. Jeg tog mig selv i at skjule mig i krogene og spise min lille datters økologiske chokolade, når hun sov og manden var ude at gå med hunden. Skraldet gemte jeg omhyggeligt, så det aldrig blev fundet. (dagen efter skyndte jeg mig at købe nye forsyninger, så det aldrig blev opdaget – for så at starte forfra med at spise det hele selv i løbet af dagen/aftenen). Skræmmende? Ja, det synes jeg egentlig – og særdeles utilfredsstillende at falde i dagligt, når jeg nu gerne vil fremstå som en øko-spelt-kernesund-jeg-har-tjek-på-det-hele-agtig-mor-og-jeg-skal-også-være-en-lækker-tynd-MILF!

Stabilt blodsukker

Mit blodsukker er blevet mere stabilt, men en gang sukkerjunkie, altid sukkerjunkie (for mig i hvert fald). Receptorerne i hjernen husker din smag for sukker, og vågner op til dåd selv efter en lang periode uden sukker. Jeg falder stadig i, og hver gang er det svært at komme ind på sporet igen. Jeg har netop læst, at sundhedskure (jeg gider ikke ordet; Slankekure) oftest går galt fordi der ikke er styr på et stabilt blodsukker – og det giver god mening synes jeg. Stress, manglen på søvn og vand og så videre, påvirker også dit blodsukker, men det kommer jeg ind på senere. Dette er nemlig første del af flere om temaet; Sådan får du et stabilt blodsukker.

Den store løgn om sukker

I sidste uge kom det frem, at sukkerindustrien i 60`erne betalte videnskabsmænd for at nedtone sukkers rolle i forhold til hjertekarsygdomme og pegede i stedet på mættet fedt som den store synder. Det viser nogle historiske dokumenter, der først er blevet frigivet nu. Jeg synes det er oplagt at henvise til netop den artikel i første del af “Sådan får du et stabilt blodsukker”. Jeg kommer selv fra en familie med sukkersyge og hjerte-kar-sygdomme, og derfor ligger det mig endnu mere på sinde, at få styr på det sukker! Jeg synes, at det er skræmmende, hvad sukker går ved din hjerne og krop – og alligevel er det så svært at droppe. Læs artiklen fra Berlingske HER

Hvordan får man så et stabilt blodsukker?

Hvad gør man, når de eneste impulser der fungerer i hjernen, er skumfiduser og chokoladefrøer der banker rundt i skallen på en? Det har jeg tænkt mig at finde ud af! Som allerede nævnt så er der flere ting i spil, når det kommer til sukkerafhængighed, men jeg har tænkt mig at prøve et par anbefalinger af – og dele mine erfaringer med dig 🙂

Grøntsager og proteiner, altså masser af grøntsager og proteiner – æg og fisk til morgenmad. Det anbefaler flere af de anerkendte og respekterede sundhedsguruer, når det kommer til sukkerafhængighed. Og denne uge vil jeg følge deres råd – og jeg kommer med opdateringer undervejs:

  1. Æg – hver gang sukkertrangen melder sig, spiser jeg et æg. (jeg koger 5 hver morgen) Jeg ved, hvad du tænker – men hellere spise en masse æg i 2 – 3 dage, og komme af med den værste akutte sukkertrang. Jeg holder dig informeret undervejs!
  2. 1/2 teskefuld kanel hver dag. Hm, på et æble eller pære måske? (skulle tage den værste sukkertrang) Jeg prøver – måske som eftermiddags snack når blodsukkeret virkelig falder!

Lad kampen mod sukkeret begynde 🙂 Følg mig dagligt på Facebook Sundogglad.nu, og se om æg og kanel virkelig kan hjælpe mod sukkertrangen.

Kærligst,

Malene