Jeg har aldrig været supermodel-typen.
Mine ben er for korte.
Alt alt for korte.
Og så er der også et par andre små-bemærkninger, som sikkert ville have blokeret min vej til “Super-model” finalen
Men det er ok.
For jeg har egentlig altid i det store og hele været meget tilfreds med min krop – på trods af:
?? De 2 – 3 ekstra kilo som altid blev der, lige gyldig om jeg var forelsket, u-forelsket, i god form, i dårlig form, osv. osv.
?? Mine bryster, som ikke ikke gik under kategorien “struttende”, men nærmere absolut-ikke-struttende
?? Min altid lidt buttede (runde mave), som bare ikke var til at diskutere med
Men det var ok.
Det var nemlig MIN krop.
Og vi var et makkerpar – min krop og jeg ❤️
Lige indtil den dag……
Hvor min krop blev væk!
En morgen kiggede jeg mig selv i spejlet. (det regnede sikkert rigtig meget – og lynede, du ved hvor jeg vil hen ikke? En rigtig ØV dag)
Det var efter min mands konkurs, en ordentlig omgang med stress – og ca. 12 kilo ekstra på sidebenene.
MIN KROP VAR VÆK!!!
(Nu ved vi jo begge to godt, at det var den jo egentlig ikke – men det følte jeg)
Jeg kunne ikke kende mig selv.
Der var hulter og bulter overalt og sorte rande under øjnene – det var bare slet ikke mig, der stod der i spejlbilledet.
Jeg følte mig så fortabt – helt ærligt, det gjorde jeg.
Efter et stykke tid fandt jeg ud af to vigtige ting:
?? Den ene ting var; Det var ikke min krop, der var blevet væk, men min selvrespekt (for min krop og mit liv), som gjorde at min krop havde forvandlet sig til noget uigenkendeligt. Hold nu op, der blev proppet meget chokolade ned i min stakkels lille krop igennem det år – godt suppleret med Haribo mix, flødeboller, marcipanbrød – og lakridsis fra Hjemme-is. Jeg sov ikke (ikke ret meget), og jeg slæbte mig igennem dagen – uden at mærke efter, hvordan jeg og min krop havde det. “Makker-parret” fra tidligere var ikke længere et makker-par – jeg kørte mit eget “dårlige” ego-løb.
Der var kun en ting at gøre – jeg sagde undskyld 1000 gange til min dejlige (stadig-ikke-model-agtige-krop) og lovede at gøre det bedre.
?? Den anden ting var; Jeg havde mange og lange snakke med flere af mine dejlige veninder, om at få vendt brysterne (så at sige), og pyntet lidt op på “verdenssituationen” her og der. Heldigvis (for mit vedkommende) endte snakken altid med, at jeg var stolt af min krop. Lad os bare være ærlige – en fødsel, eller tre, pynter ikke på attributterne – eller maveskindet, men det fortæller en historie!
Og efter de lange snakke fandt jeg ud af, at historien er mere vigtig for mig end struttende bryster.
Jeg vil med det samme sige, at min holdning til “pynte-operationer” er meget afslappet. Har man lyst, har man behov, er man meget ulykkelig over noget – så skal det da fikses, hvis man har lyst. Det er da der ikke nogen, der skal blande sig i – men det var og er stadig ikke det rigtige for mig.
Jeg fortæller en historie sammen med min krop – og jeg er blevet så uendelig meget bedre til at passe på mig selv og min krop. Vi er igen et sejt makker-par ❤️
Hvordan går det med dig og din krop? Er I et makker-par for tiden?
❤️
Kærligst,
Malene
Ps: Vil du læse mere om stress, og om hvad du selv kan gøre i hverdagen for at holde stress fra døren – så klik her:
Seneste kommentarer