Slut fred med din krop

Jeg elsker denne skønne kvinde…..

Kirk Rønler er en dejlig og farvestrålende ung dame – med så meget erfaring og viden, at hun burde være tæt på de 70 år. Hun er danselærer, skribent, foredragsholder, entrepreneur – og kvinde. I 2016 blev hun kåret som en af de 100 mest inspirerende kvinder af Femina. Hun holder blandt andet foredraget, “Slut fred med din krop”. Lige netop det foredrag var jeg så heldig at høre forleden aften i Vejle.

Foredragsholder Kirk Rønler

Jeg havde virkelig glædet mig til en aften ude i selskab med en masse skønne kvinder – og så den her spændende Kirk Rønler med noget på hjertet. Jeg forventede intet andet end en hyggelig aften med et par sjove jokes og så en uforpligtende, men god snak om kvindekroppen. Jeg fik noget ganske, ganske andet med hjem. Kirk er en sprudlende og charmerende foredragsholder, som fængsler sit publikum fra første sekund. Der er noget over hende Kirk, hun er smuk og sød – også er der noget vildskab og bid i hendes personlighed, så det slår gnister af energi rundt omkring hende.

Kirk Rønler fylder rummet med varme, sårbarhed, oprigtighed og ægte kvinde-power. Hun formår at skabe et rum, hvor emner som skam, selvværd og skyggesider kan komme til orde uden røde kinder eller rynken på næsen. Kvindekroppen beskrives på et plan, hvor alle kan være med – og det er let at genkende sig selv i både de alvorlige og sjove historier fra Kirks eget liv. Godt krydret med imponerende fakta om os kvinder og tanker om vores egne kroppe.

Jeg tog meget andet end lidt sjov og ballade og minder om en hyggelig aften med hjem – jeg fik åbnet nogle døre ind til mit indre, jeg fik konkrete redskaber – og lysten til at se nærmere på, hvorfor jeg egentlig har haft lidt svært ved at slutte fred med min krop. Jeg var ikke den eneste, jeg hørte flere som takkede Kirk Rønler for hendes ærlighed og åbenhed.

Snyd ikke dig selv for at møde Kirk Rønler

Jeg kan varmt anbefale dig at lære Kirk nærmere at kende. Foredraget, Slut fred med din krop, er super relevant for langt de fleste af os kvinder. Tag en veninde, din mor eller søster med.

Du kan læse mere om Kirk Rønler – lige HER

Du finder en oversigt over datoer og byer med foredraget, Slut fred med din krop – lige HER

Signer du dig op til Kirks nyhedsbreve, får du 5 skønne tips til hvordan du kan slutte fred med din krop, lige ind i mailboksen.

Kærligst,

Malene