Bounty med sunde ingredienser – helt uden tilsat sukker

Er det bare mig – eller er tankstationer usædvanlig gode til at stille Bounty, Snickers og Mars bar lige der hvor det er fuldstændig umuligt at ignorere de små bæster – som uden skam i livet lokkende prøver at komme med mig ud i bilen?

Nej, vel, du ved hvad jeg mener (py ha…, så er jeg ikke alene). Med det samme springer djævlen og englen frem på skulderne;

“Du har fortjent det i dag, bare en enkelt, det skader da virkelig ikke, vel?” (siger den ene med en lav kælen stemme, og mundvandet reagerer allerede)

“Stop nu, det går ikke med det sukker – du bliver ked af det om 10 minutter” (siger en anden mere autoritær omend kærlig stemme)

Bounty krigen er startet foran disken

Men sådan behøver det ikke være – det er slut nu!! ? Jeg har fundet frem til den lækreste Bounty opskrift, der er lavet uden tilsat sukker. Og så smager den som Bounty – uden at f… dit blodsukker op.

Lækre hjemmelavet Bounty

Ca. 15 – 20 små Bounty varer

Det skal du bruge:

1 dåse a 400 ml kokosmælk (du skal kun bruge kokosfedtet)

150 g groft kokosmel

1 tsk. vaniljepulver

Lidt havsalt

Evt. 1 spske stevia, så bliver Bounty lidt sødere

140 g chokolade, med 85% kakao

Sådan gør du:

Stil din kokosmælk på køl i en times tid, så kokosfedtet flyder op til toppen og stivner. Herefter åbnes dåsen og kokosfedtet hældes i en skål. (gem kokosvandet til en gryderet eller lignende)

Bland kokosfedtet sammen med kokosmel, vaniljepulver og lidt havsalt. Massen skal være fast og saftig. Er den for tør, så brug en smule af kokosvandet, og er den for saftig, så brug lidt ekstra kokosmel.

Tag et glasfad som kan tåle at komme i fryseren (ca. 12 x 9 cm), læg et stykke bagepapir i bunden og fordel massen i fadet. Stil fadet i fryseren i ca. 20 – 30 minutter, og skær derefter dine Bounty barer ud med en skarp kniv.

Smelt chokoladen og vend Bounty barerne i chokoladen – gerne flere gange. Drys evt. kokos ovenpå. Opbevares i køleskabet i en lufttæt beholder.

Voila!

Nyd dem samme med dem du holder af – med den bedste samvittighed ❤️

Kærligst,

Malene