Min lille datter elsker at svømme. Hun pisker rundt i vandet i de 30 min. undervisningen varer – og smiler over hele ansigtet samtlige 30 min. Hun elsker det! Hun har gået til svømning siden hun var 3 år gammel – sammen med en masse andre dejlige unger, der skal lære at svømme og blive trygge i vandet.

***

Min datter er glad, når vi kører afsted til svømmehallen, imens hun svømmer – og ofte også når vi skal hjem igen. Men det sker, at min lille glade unge bliver mopset på vej ud af svømmehallen. (lige som mange andre – ellers glade – unger bliver mopset)

FORDI – på vej ud af omklædningsrummet efter en masse sjov og dejlig motion, popper der skilte op overalt med IS og BLAND-SELV-SLIK i svømmehalens forhal.

– Du kan også få pommes frites med masser af remoulade – eller en fransk hotdog.

Og NEJ – det her handler ikke om curlingunger, der ikke må få et nej eller skal “skånes” for sukker og e-numre i børnehøjde  inden aftensmaden. Nej, det handler ganske enkelt om – HVORFOR?

***

Altså ret skal være ret – det var også sådan, da jeg var barn (hvilket efterhånden er den del år siden). Vi fik lommepenge med til idrætsstævner, så vi kunne plyndre den lille slikbutik eller købe fritter med remo.

Udviklingen er ligesom stoppet – eller har aldrig været der i virkeligheden.

HVORFOR kan de glade sunde unger ikke købe gulerødder, frugt, nødder eller andet, der ikke giver deres blodsukker en ordentlig rutchebanetur – ofte lige inden aftensmaden?

– Altså i min verden giver det slet, slet ingen mening.

At sidde og proppe sig med fritter i badeland eller tage en stor is efter 1/2 times vigtig børnemotion.

***

Nu har vi skiftet svømmehal og træning – ikke fordi den vi havde var dårlig, men mere af praktiske årsager.

Nu har vi fået en indbydelse til nisse-svømning. De svømmeglade børn kan boltre sig i vandet en hel eftermiddag med nissehuer på. Super sjov og god ide ?? Efter al hyggen “belønnes” de kære svømmebørn med en stor slikpose. Lige en at gå hjem på.

 

Mor er ikke sur – mor er træt!!!!

 

Mange hilsner

Kærligst

Malene

Kostvejleder med speciale i vægttab og Mindful spisning &

Stress mentor