Hvad er en god ferie egentlig?

Ferie for mig er en god blanding af total afslapning i skønne og eksotiske omgivelser – og sjove og anderledes oplevelser udover det sædvanlige. Her mener jeg ikke nødvendigvis at bestige Kilimanjaro, River rafting i New Zealand – og jeg tænker bestemt ikke på bumpy jump. Men dejlige og intense oplevelser, der varmer og skaber glæde langt ind i sjælen.

Ferie er også ferie fra:

  • Hverdagen
  • Vasketøj og nullermænd
  • Madpakker
  • Onsdagssex
  • Disneysjov
  • Dårlige britiske krimiserier

Og ferie er i den grad:

  • Fremmedartet mad
  • Masser af glade mennesker
  • Sol og vand ?
  • Nærvær, nærvær, nærvær
  • Mere tid til at mærke, lytte og føle
  • Måske, bare måske – tid til at læse en god bog

Jeg elsker eksotiske lande, men ferie er for mig også nærvær og tid sammen med de mennesker jeg elsker. Og så er Fanø, Venø eller et gammelt sommerhus på Sjælland også en kvalitetsferie, der fylder mig med energi længe efter.

“Mine bedste rejsetips” kommer til at handle om rejser med fokus på glæde og velvære – og magiske øjeblikke.

I marts 2017 var jeg så privilegeret at rejse rundt i Californien i næsten 3 uger – men de virkelige magiske øjeblikke vil måske overraske dig.

Californien – here we come…..

Jeg bliver nødt til at indrømme det – jeg elsker Californien ?? Det er vildere, større og så meget mere eventyrlig end jeg havde forestillet mig. Vi landede i LA – og kørte direkte videre til Las Vegas. Las Vegas er Disneyland for voksne , jeg er solgt – fuldstændig! Jeg troede, at det ville være for meget, for overfladisk – men det er et festfyrværkeri af den ene overdådighed efter den anden. Du kan opleve Paris, New York, Pyramiderne – eller sejle i gondoler i Venedig på en og samme dag. Der er fuldstændig fantastisk, detaljerne er ubeskrivelige og alt er virkelig muligt i Vegas tror jeg – men når det er sagt, så var det dejligt at komme videre efter 2 dage. Las Vegas er en ordentlig en på opleveren, men det er ikke stedet til den rendyrkede indre ro og hvile.

Vi oplevede også Grand Canyon, Hover Dam, Death Valley, San Francisco, Hollywood med Beverly Hills og Rodeo Drive – og meget meget mere. Vi kørte over 5000 km – ren meditation at køre og bare kigge ud på den smukkeste natur, som skifter mellem ørken, bjerge, spøgelsesbyer og turiststeder med mulighed for opfyldning af benzin og burgere. Californien har virkelig meget at byde på.

De sande magiske øjeblikke

Jeg har en dejlige veninde, som bor i Sacramento – her boede vi i 10 dage sammen med hendes mand og 3 skønne unger. Hver eneste dag sad jeg sammen med min veninde på en solbænk imens vores 4 unger badede sammen i swimmingpoolen. Vi fik opdateret hinanden på dit og dat – og havde tid til at vende mange af livets store emner. Jeg brugte lang tid på at sidde og bare nyde ungerne i vandet – uden at skulle forholde mig til noget som helst. Der var masser af magiske øjeblikke – ro, tid til tanker, som igen førte til kreativitet og energi. Jeg kom hjem med masser af nye ideer og god energi – ikke fra skønne, skøre Las Vegas eller Venice Beach (hvor jeg da forresten også mødte en berømthed ?), men fra solbænken hos min veninde. Ikke at jeg ville havde været det andet foruden – men jeg er slet ikke i tvivl om, hvorfra min ro og kreativitet kom fra.

Jeg vil slutte af med at nævne et andet magisk øjeblik. En af de sidste aftener i USA stod jeg på terrassen på øverste etage. Jeg kiggede ud på en sø omgivet af høje træer. Jeg tænke ved mig selv, det er et af de her øjeblikke, hvor der sker noget magisk. Et kort øjeblik efter kom en ganske lille fugl og “stod” stille foran mig i luften, kun 2 m fra mig – som om den prøvede på at sige noget til mig. Det var en kolibri – og den kiggede på mig i ca. 5 sekunder før den fløj væk. Bagefter fandt jeg ud af, at den havde en rede i et af træerne ved siden af terrassen – den ville sikkert sikre sig, at jeg ville passe godt på dens unger. Det gjorde jeg – jeg lukkede husets kat ind, da den gik og slikkede sig om munden nedenfor træet.

Ferie, herunder afslapning og magi er mange ting – hvad er ferie for dig?

Kærligst,

Malene