Jeg er fuldstændig fyldt op af velvære og forkælelse…….

Afslappende musik

En liflig duft af urter og mineraler

En 42 graders varm vandgrotte

Peeling med iskrystaller – og en hurtig tur tilbage i vandgrotten

En brand varm og skøn skøn hotstonemassage

Bassin med engle-musik under vandet

En sen og kølig aftentime i udendørs boblebad med en fantastisk udsigt over Vesterhavet

En hurtig tur tilbage i vandgrotten

En muddermaske der gør mig smukt, imens jeg sidder med et glas champagne i hånden

Pigeaften hos Blåvand Kurbad & Wellness

Jo, det er virkelig svært ikke at slappe af og bare nyde i Blåvand Kurbad & Wellness.

Men det lå ikke lige i kortene, at jeg skulle nå det punkt, hvor jeg ville overgive mig til ren nydelse og afslapning.

Jeg kom nemlig for sent til pigeaften hos Blåvand Kurbad & Wellness.

Virkelig dårlig start på en wellness aften, men som den dedikerede blogger jeg er 🙂 – løb jeg rundt og optog videoer udenfor – og med hunde der gøede og en vekslen mellem regn og aftensolstråler blev jeg nødt til at lave flere optagelser – og tiden løb fra mig.

Da jeg kom til indgangen til drømmeland, var døren låst.

Heldigvis fik jeg lov til at komme ind med et par kommentarer om at overholde mødetider fremover. Det lover jeg!

Efter en lidt stressende start, som jo altså var helt min egen skyld – og så ikke mere snak om det – trådte jeg spændt ind i et slaraffenland af dufte, rislende vand, leende kvinder, dæmpet musik, champagneglas, åben bålplads og masser af våde fodspor på vej rundt i eventyret.

Jeg kiggede lidt rundt, en pigeaften hos Blåvand Kurbad & Wellness er en indlysende god lejlighed for veninder, mor & datter og kollegaer at glemme den travle hverdag et øjeblik og bare nyde. Jeg kom helt alene, og jeg følte mig helt ærlig også lidt alene. Men allerede inden jeg havde stukket tåen ned i den første bassin kom smukke Karina fra DM Skincare – og tog mig med ovenpå til en hvilestol med en skøn havudsigt. Det var tid til champagne og en muddermaske. Derfra tog det mig ca. 30 sekunder at overgive mig til en aften, hvor alt drejede sig om MIG.

Jeg gik rundt som i en glædesrus – alle mine sanser blev tilfredsstillet og jeg sugede til mig af indtryk og varme helt ind i kroppen.

Blåvand Kurbad & Wellness har varme og kolde bassiner, dampbade og saunaer, tempereret vand med undervandsmusik, boblebassin på terrassen – for bare at fremhæve nogle af de skønne skatte, der er gemt bag de lukkede døre. Derudover tilbyder stedet en bred vifte af ekstra forkælelse i form af blandt andet hotstonemassage, wellnessmassage og kropspeeling.

Hotstonemassage er helt nyt for mig, jeg har aldrig prøvet det før. Efter 25 minutters behandling af dygtige og søde Mette må jeg bare sige; Det er fantastisk. En pigeaften hos Blåvand Kurbad & Wellness med en 25 minutters behandling er helt perfekt – priserne er meget rimelig, og givet godt ud. I dag 6 dage efter besøget, lever jeg stadig højt på alle de milde og afstressende indtryk, som jeg tog med mig hjem. En gave af give sig selv – en lille velfortjent pause, i en travl hverdag hvor alt går så stærk. De røde kinder, dejlige smil, latter og små klem vidner om nærvær og velvære – og det kan vi bare ikke få nok af. Jeg kommer helt sikkert tilbage, med en veninde, min søster, svigerinde – og dejligt hvis jeg kan tage min mor med også, hun vil elske boblebadet på terrassen med udsigt ud over Vesterhavet.

Blåvand Kurbad & Wellness

Læs mere om Blåvand Kurbad & Wellness  – KLIK HER

Læs mere om pigewellness aftener – KLIK HER

Der er 2 pigeaften arrangementer endnu inden sommer – ellers kan du tilmelde dig igen til pigeaften d. 30. august.

Pigewellness inden sommer er:

Onsdag d. 17. maj, kl. 18.30 – 22.00

Onsdag d. 7. juni, kl. 18.30 – 22.00

Og husk så at møde op til tiden! 🙂

Kærligst,

Malene

 

Mit besøg hos Blåvand Kurbad & Wellness var sponsoreret af stedet.