Motionstyper på ferien ☀️
Der er følgende ferietyper, når det kommer til ferie og motion:
Den irriterende sporty type, der giver os andre konstant dårlig samvittighed på ferien. Det er ham/hende vi bruger meget tid på at gøre lidt grin med på ferien, selv om vi i smug kigger langt efter den veltrænede krop, grønne i hovedet af misundelse. Den irriterende sporty types motto er typisk; “Ferie uden motion holder ikke, det er en livsstil – og jeg holder ikke en pause med at dyrke motion bare fordi det er ferietid. Jeg børster jo også tænder selv om det er ferie.” Okaayyyy……!
Den opgivende type, har mange planer om at vedligeholde både krop og vægt under ferien, men allerede i lufthavnen går det galt første gang. Her kaster han/hun sig over et glas rødvin, og en let osteanretning. Det er jo ferie. Denne type er særdeles vellidt, ja vi nærmest elsker denne opgivende type. Vi er nemlig mange i denne gruppe, og det er bare lettere at give slip med rigtig god samvittighed, hvis alle andre omkring os også giver los – og holder ferie. Der er en tendens til, at den opgivende type forsøger at overbevise sig selv om, at han/hun godt vil holde lidt igen med “det hele” dagen efter – selv om det er ferie, men allerede ved morgenmadsbordet går det galt igen, når de små amerikaner-pancakes kommer på bordet med ekstra sirup. Vi er jo på ferie. Du må ikke tage fejl af den opgivende type, de har faktisk ofte yoga-bøger eller Apps med træningsprogrammer på deres mobil – men det bliver så ved det.
Den afvisende – og lidt aggressive type, afviser brutalt enhver snak om motion på ferien – og kan komme med arrogante og ukammeratlige sætninger, når snakken falder på feriemotion. Den afvisende – og lidt aggressive type viser meget højlydt sin utilfredshed, når den irriterende sporty type kommer gående med sportstaske og en svedig sportskrop ved pool-området. Den afvisende- og lidt aggressive type har oftest en farvestrålende drink i hånden, og nyder virkelig livet på ferien – hvis de bare må være på deres liggestol og helst passe sig selv.
Den ubeslutsomme type, er den mest finurlige af alle ferietyper. Denne type er en sjov blanding af alle de øvrige ferietyper, og er generelt meget svær at blive klog på. Egentlig vil de gerne have en lækker badekrop, og vil også gerne gøre noget for det – alligevel bliver de lidt aggressive, hvis snakken falder på træning – de er jo på ferie. Man kan sagtens finde den ubeslutsomme type i hotellets fitnesscenter selv om der er tæt på 40 grader. Træningen kan være mere eller mindre intens, men træningen gør uanset antal forbrændte kalorier den ubeslutsomme type rigtig godt. Ofte tillader denne type sig et eller fire ekstra glas rødvin om aftenen, og ekstra dessert efter dagens træning. Den ubeslutsomme type kan træne alt fra 1 – 8 gange på en uges ferie, det er aldrig helt til at vide.
Hvilken type er du? ?
Motion på ferien
Motion på ferien er faktisk en god ide. Typisk spiser og drikker vi anderledes mad end vi plejer, og det kan være svært for i sær fordøjelsen og væskebalancen at følge med – hvorfor lettere motion kan gøre underværker sammen med masser af vand. Derudover indtager vi ofte ekstra kalorier, fordi – vi er jo på ferie og hygger os. Og det skal der bestemt også være plads til.
Men når det er sagt, så behøver det faktisk ikke være vanskeligt at få mere bevægelse ind under en ferie – uden at det skal føles som en sur pligt. Ferie er ferie – og der skal efter min mening ikke gennemføres hverken hele eller halve marathon undervejs, men lidt motion kan gøre underværker. Motionen skal tilpasses efter, hvor varmt der er. Er det meget varmt, så skal der ikke trænes intensiv midt på dagen, hvor temperaturen står på sit højeste osv.
Jeg er så heldig, at jeg skal 14 dage til Tyrkiet denne sommer – der er meget varmt. Jeg har lavet følgende motionsplan, som jeg vil følge benhårdt, ligesom den irriterende sporty type. Et par dage vil der være plads til at rumme alle de andre typer (alt efter humør), men træning og børste tænder skal jeg nok huske – de fleste dage ?
Træningsprogram til sommerferien
- Hver dag, leg og svømning i swimmingpoolen – svøm 400 – 800 meter
- Hver anden 15 min. træning med vægte, alternativ – øvelser på hotelværelset
- Hver anden dag 15 min. yoga
Huskeseddel til mig selv, hvad angår mad med mere under ferien:
- Drik masser af vand
- Spis fornuftig morgenmad og frokost med masser af grøntsager
- Nyd din aftensmad
- Grin meget
- Husk at slappe af – og nyde ferien
Rigtig god sommer ❤️
Kærligst,
Malene
Seneste kommentarer