Kan man være afhængig af sukker?

Jeg er slet ikke i tvivl.

Min definition af “sukkerafhængighed” =  Når man bare IKKE KAN lade chokolade, slik, kage, is, Cola m.m. være.

Jeg har selv været der.

Hvor Marabou-chokolade, skildpadder med flydende karamel – og nutella kaldte på mig – hver eneste dag.

Jeg kunne VIRKELIG ikke lade være.

Selv om jeg prøvede.

Og selv om jeg var bange for at dø fra min lille datter på grund af livsstilssygdomme.

Jeg græd og var bange – med munden fuld af chokolade.

For mig er der slet ingen tvivl:

…… sukkerafhængighed er ægte, og alvorligt.

MEN.

Jeg provokerer åbenbart mange ved at sige, at der er noget der hedder “sukkerafhængighed”.

Jeg er lidt i tvivl om hvorfor.

Jeg tænker, at det handler om en af to ting (eller begge):

1. Der er nogen, der vil have deres sukker i fred. De gider ikke forholde sig til om de har en afhængighed eller ej – eller forholde sig til om det er OK at spise sukker.

og/eller

2. Der er nogen, der er fyldt op med “sundhed-mig-dit-og-dat”.

“I dag MÅ vi ikke spise kartofler – i næste uge SKAL vi spise kartofler….!”

O.S.V.

De gider ikke høre mere – eller forholde sig til mere.

–

(Og så kan der selvfølgelig være nogen, som har en helt anden mening om, og holdning til sukker end mig – og det er også helt OK)

–

Snakken om “sukkerafhængighed” tager hurtig en drejning til, at det er forkert at noget er forbudt.

Noget = sukker.

Og det er endnu en misforståelse.

I min verden er der INTET, der er forbudt.

Det handler derimod om balance.

En god og sund balance.

Fakta om “sukkerafhængighed”

Så når jeg tillader mig at sige “sukkerafhængighed”, hvad bygger jeg det så på – udover min egen historie?

–

Man har længe vidst, at vi kan udvikle en slags psykisk afhængighed af sukker. Modermælk er meget sød, så vi har lært fra fødslen af, at den søde smag er forbundet med tryghed og kærlighed. Den læring tager vi ubevidst med os ud i livet – og der tilføjes måske en “trøste-kiks” når vi falder og får et blåt mærke m.m. Så når vi senere i livet står i noget svært, ikke sover nok om natten eller er stressede, så er det nemt at finde trøst i det søde – fordi det har vi lært, og det virker (for en kort bemærkning i hvert fald).

Derudover så “hygger” vi os typisk med masser af sukker – så der er også et socialt aspekt i det at spise sukker.

–

Det der kan dele vandene er den fysiske afhængighed.

“Ny forskning viser, at rotter får abstinenser,

der minder om narkomaners,

når man tager sukkeret fra dem.”

 

Der er efterhånden lavet utallige forsøg, der viser at rotter får abstinenser, hvis man tager sukkeret fra dem. Rotterne viser tegn på ændringer i både deres adfærd og hjernekemi. De bliver urolige og stressede. Om vi mennesker reagerer på samme måde som rotter er der dog delte meninger om – der er forskere, der siger JA – og andre igen, der ikke mener, at det er muligt at sammenligne rotter og mennesker, når det kommer til en fysisk reaktion på sukker. Og der er indtil videre ikke lavet forsøg med mennesker, sukker og afhængighed, som kan give et fyldestgørende og troværdigt billede.

–

Jeg har arbejdet sammen med over 300 kvinder, der har haft svært ved at sige NEJ TAK til sukker. Mange af dem – ikke alle – men mange af dem oplever hovedpine, træthed, irritation og raskløshed, når de slipper sukkeret. Så jeg er slet ikke i tvivl om, at den fysiske afhængighed ikke kun er noget laboratorierotter oplever.

MEN.

For mig er det i virkeligheden fuldstændig ligegyldigt om afhængigheden er fysisk eller psykisk.

Det der betyder noget, er at der er kvinder, der er godt og grundig fanget i sukker-suppedasen.

Jeg har selv været der.

Og det er ikke rart.

Det er som at sidde i en sukker-fængsel, og kigge ud på livet udenfor.

Som du ikke rigtig er en del af.

Fordi du sidder fast.

Du er sukkerafhængig!

–

Men der ER en vej ud.

Og den behøver slet ikke være besværlig eller uoverskuelig.

Mange hilsner

Malene