I disse dage florerer der en artikel på Facebook om at glutenfrie produkter kan give dig kræft på grund af arsen i ris. (mange glutenfrie produkter indeholder ris) Jeg synes artiklen mangler en nuanceret indgangsvinkel til gluten kontra glutenfri, og som så mange andre artikler om “nu-må-du-ikke-dit-eller-dat”, så efterlader artiklen et skrækscenarie som gør os alle mere forvirrede end godt (og rimeligt) er.

Hvorfor spise glutenfri?

Allerførst vil jeg lige kort fortælle, hvad gluten egentlig er; Gluten er et protein, som findes i kornprodukter, som hvede, spelt, havre og byg. I sær hvede har et højt indhold af gluten, og jo højere indholdet af gluten er, jo mere elastisk bliver dejen, når den æltes.

Mange mennesker reagerer negativt på gluten og får en eller flere af følgende symptomer:

  • oppustet mave
  • træthed
  • sløvhed
  • dårlig fordøjelse i form af hård mave eller diarre
  • vægtøgning på grund af inflammation
  • uforklarlige smerter i led
  • hudlidelser og eksem

Andre er ligefrem allergiske overfor gluten, og lider af cøliaki. Cøliaki er en sygdom, hvor tarmens overflade ødelægges og optagelsen af næringsstoffer derfor nedsættes. Nogle af symptomerne kan være svære umiddelbart at sætte i forbindelse med gluten, og derfor er der artikler der antyder, at procentdelen af mennesker der er intolerante overfor gluten i virkeligheden er langt højere end antaget. Vil du lære mere om DIN gluten intolerance – KLIK HER

Det er indlysende, at hvis du lider af cøliaki eller kan relatere til et af ovenstående symptomer til gluten, så spiser du glutenfri.

Mange der lever uden gluten bager selv glimrende alternativer – uden gluten eller ris for den sags skyld. Men ja, der er muligt at købe mange glutenfrie produkter med ris eller uden ris.

Arsen i ris

Arsen er: Grundstof 33 i det periodiske system – bedre kendt som arsenik – der mest er berygtet for sin giftighed.

Ris indeholder uorganisk arsen. Problemet med visse typer uorganisk arsen er, at de kan give kræft, hvis de indtages over en meget lang periode og i meget store mængder.

Arsen findes i jorden og optages i risen, når den vandes. Det varierer meget fra sted til sted, hvor meget arsen, der er i jorden. Arsen stammer blandt andet fra kunstgødning, pesticider og kyllingefoder. Det er dog vigtigt at nævne, at det lader til at økologisk dyrkede ris ikke indeholder nær så store mængder som de ‘konventionelt’ dyrkede, da arsenet fortrinsvis kommer fra sprøjtemidler og kunstgødning.

Asiaterne har altid spist mange ris, og det er da gået meget godt – jo men det kan du desværre ikke bare uden videre konkludere længere. Mange fødevarer, som oprindeligt var sunde og uproblematisk, er i nyere tid blevet forurenede. Det gælder også ris. Det handler ikke om, at “alting er farligt”. Det handler om at tage bevidste valg, bevare den sunde fornuft og i øvrigt spise varieret mad baseret på gode råvarer og så vidt muligt økologisk.

Det er værd at nævne, at koncentratet af arsen er mindre i hvide ris sammenlignet med brune og sorte ris.

Kan man fjerne noget af arsenet fra risen?

Ja, du kan faktisk godt skylle en del af arsenet af. Først skyller du risen grundigt et minuts tid og sætter den i blød i vand, gerne 12 timer/natten over. Skift vandet og kog risene. Hæld det overskydende vand fra efter kogning. På den måde har du fjernet ca. 1/3 af arsenet.

Hvad gør jeg så nu – gluten kontra glutenfri?

Kan du ikke tåle gluten, så kan du ikke tåle gluten – skaderne ved at spise gluten er (efter min bedste overbevisning) langt højere end, hvis du spiser lidt mere ris en gang i mellem. Tag dine forbehold:

  • Køb økologiske ris
  • Bag dit eget brød – uden ris
  • Rens risen efter ovenstående opskrift
  • Spis ris med måde
  • Varierer altid din kost med sunde råvarer

Er du i tvivl om hvordan du reagerer på gluten – tag testen ovenfor.

Mener du, at du godt kan tåle gluten, så vær bevidst om symptomerne der kan komme fra intolerance overfor gluten – og vær bevidst om forholdsreglerne med hensyn til ris. Forholdsreglerne med ris gælder selvfølgelig for både gluten-spisere og ikke-gluten-spisere.

Kærligst,

Malene