Hver aften efter aftensmaden fortæller vi hver i sær, hvad vi har været taknemmelige for i løbet af dagen.

Det kan være alt – fra små bitte ting til store ting.

Min datter på 6 år holder os voksne op på, at denne aftenritual er kommet for at blive.

Og hun er rigtig god.

Til at sætte pris på de små ting eller episoder, som har gjort hende glad i løbet af dagen.

Det kan være:

  • En flot tegning hun har lavet
  • En fjer hun har fundet i haven
  • En sjov leg i skolegården
  • Et ordentlig knus med vores hund (er garanteret ikke på hundens liste over dagens bedste oplevelser ?)
  • At hun blive hentet efter skolen

Legoland, sommerferie og fødselsdage er indlysende også på listen – men hun er fantastisk til at sætte pris på de små ting i hverdagen. Det glæder mig – og hvor kan vi voksne lære noget af vores børn, når det kommer til taknemmelighed. Min datter har ofte 3 – 5 ting, som hun bare bliver nødt til at nævne. Hun hopper ivrigt rundt på stolen for at fortælle en ekstra ting. “Fordi det gør mig glad, når jeg fortæller dig om det”, som hun siger.

Jeg skal nogle gange anstrenge mig for at finde 2 ting – selv om jeg egentlig har haft en god dag. Men det er ikke fordi jeg ikke er taknemmelig, jeg er bare ikke opmærksom på det, på samme måde som min datter.

Kender du P.I.S.S. ?

Chris MacDonald beskriver P.I.S.S. på følgende måde:


(P)erception af, at det er særligt synd for en, (I)kke særlig god til at indrømme de ting, man ikke er god til, (S)ynes at have
krav på noget, (S)elvhjulpen er man ikke.
Vi kan gøre meget for at fremme taknemmelighed, men der er også en lang række måder at leve på, som er helt uforenelige
med en taknemmelig tilgang til livet – P.I.S.S. For langt de fleste af os er taknemmelighed ikke en naturlig tilgang
til livet. Derfor bliver vi nødt til at arbejde fokuseret på at være taknemmelige. Det er vigtigt fordi al forskning tyder på, at
taknemmelighed giver en større følelse af tilfredshed med livet, lykke, selvværd, optimisme, håb, empati og imødekommenhed til at hjælpe andre mennesker både følelsesmæssigt og materielt. Utaknemmelighed derimod er koblet til angst, depression, misundelse og ensomhed.”

Det at være taknemmelig og dagligt fokusere på både de små og store ting, som har rørt os eller gjort os glade er en vigtig brik, når det kommer til at forebygge stress eller håndtere stress. Og det er noget som alle vi voksne i det hele taget bør og kan blive meget bedre til. Vi kan jo starte med at kigge på vores børn og tage ved lære af dem ?

Vil du læse mere om, hvordan du kan få mere taknemmelighed ind i din hverdag, så kig med her:

Stress Less – 10 trin VIDERESTILLES

Vil du læse mere om Chris MacDonald og min anmeldelse af hans bog; Du er ikke alene, så læs med her:

Du er ikke alene – af Chris MacDonald

❤️

Kærligst,

Malene