Det tror jeg altså jeg bliver nødt til at prøve…..

Det var min første tanke, da min søde svigerinde fortalte mig om “Grønne Madaftener”, hos Den Gamle Avlsgård i Ribe. Hun havde netop været til en såkaldt “Grøn Madaften” sammen med min bror, hvor temaet var tang. Jo, den er god nok. Kokken går ud i den lokale natur, og finder ingredienser til en 3-retters menu – og tilbereder derefter en 96-100% økologisk gourmet-middag. Det er fuldstændig ligesom juleaften, du ved ikke på forhånd, hvad aftenens tema eller gennemgående ingrediens er. Det er da et vildt spændende koncept. Min nysgerrighed var i hvert fald skabt. Selvfølgelig måtte jeg prøve en grøn aften hos Den Gamle Avlsgård i Ribe.

Et lille drys af mælkebøtteblomster

Vidste du godt, at hvis du “bonder” med brændenælder, så brænder du dig ikke, når du plukker dem? Det sagde vores fantastisk kok i hvert fald. (jeg vil ikke anbefale at “bonde” med brændenælder med mindre du virkelig skal bruge de der brændenælder til noget – nu er du advaret)

Aftenens hemmelige ingrediens var selvfølgelig brændenælder.

Alle mine sanser var allerede på stikkerne ved ankomsten til Den Gamle Avlsgård – stemningen, duften, den glade latter, belysningen, velkomsten, det var som at træde ind i en magisk hyggegrotte, hvor du bare føler dig hjemme og afslappet med det samme.

Kokken præsenterede hver eneste ret med varme og nærvær – og en befriende humor:

Forret, kold brændenælde suppe med et lille drys af mælkebøtteblomster, og brændenælder-boller

Hovedret, farseret kylling med brændenælder, skvalderkål og 2 slags spidskål

Dessert, ostelagkage med brændenælde-sorbet

Jeg siger dig…..

Det. Var. Lækkert.

Der er altid en overraskelse

Efter den farserede kylling var det tid til en overraskelse. Og det var virkelig en overraskelse – jeg vidste ikke, at der ventede mere udover en lækker 3-retters gourmet-middag, men der er altid en lille overraskelse til en grøn aften.

Denne aften var overraskelsen smukke viser, leveret af Marie og Karina. Med fløjte, guitar og smukke stemmer leverede de et magisk øjeblik med sange som “Imagine” af John Lennon – og en selvskrevet sang om ulvene der kommer til Danmark. Det var smukt, og rørende. I de 15 – 20 minutter stod verden stille, og Marie og Karina havde os publikummer i deres hule hånd.

Den Gamle Avlsgård i Ribe

Grønne Madaftener – altid sidste torsdag i hver måned kl. 18 – ca. 20.00 (undtaget maj, her er det den 18. maj)

Datoer 2017:  18/5, 29/6, 31/8, 28/9, 26/10, 30/11 og 14/12

Menuen vil typisk bestå af lam, fisk eller fjerkræ samt 3 forskellige slags tilbehør i årstidens udvalg af grøntsager/grønne retter.
Årstidens grøntsager er nemlig fundamentet i de “Grønne Madaftener”.

Pris: 275,- kr. pr. person

Tilmelding senest mandagen inden kl. 11.00 på tlf. 75 41 18 06.

Læs mere om Grønne Madaftenener – KLIK HER

Ses vi hos Den Gamle Avlsgård i Ribe?

Kærligst,

Malene

 

Ps. Den skønne grønne middag var sponsoreret af Den Gamle Avlsgård i Ribe