Jeg er opdraget til at være lidt skeptisk og stille kritiske spørgsmål. Og det mener jeg faktisk er en ganske sund og fornuftig indstilling til livet. Med mindre det tager overhånd og lukker flere døre, end der åbnes. Kan man virkelig få hjælp fra Universet – lad os finde ud af det!

Hvad er det lige med det Univers?

De seneste år har jeg flere gange været så heldig at møde de dejligste mennesker, som uafhængig af hinanden snakker om Universet som hjælper dem med at opnå det de ønsker. Kort fortalt så kan Universet ikke hjælpe dig, hvis du ikke ved hvad du ønsker dig eller vil med dit liv. Jo mere konkret du er, jo mere hjælp kan du få. Jeg har senest læst en bog af Jordan Adler, som rystede lidt på hovedet af al den snak om Universet, men efter lidt tid begyndte han at skrive i en lille bog. Side op og side ned, ganske konkret om sine ønsker med hensyn til helbred, økonomi, kærlighedsliv, familie, rejser og helt konkret hvordan han gerne ville bo. Da han var færdig, læste han et par sider hver aften – om og om igen. Bogen lå altid på natbordet, det havde han fået fortalt var meget vigtig. Efter et år kiggede han på bogen, og smed den ned i en kasse – der var ikke sket noget. Og NU starter magien: 7 år senere er han ved at flytte – ind i sit drømmehus tæt ved havet. I en af flyttekasserne finder han bogen, som han skrev 7 år tidligere. ALT VAR GÅET I OPFYLDELSE!

Jeg vil lade stå åben, hvorvidt Universet virkelig kan hjælpe dig eller ej. MEN jeg tør ikke tage chancen 🙂 Jeg er selv begyndt at skrive mine ønsker ned, stort som småt. Under alle omstændigheder så starter en forvandling med at finde ud af, hvor du ønsker at komme hen. Hvad er dit mål? Hvad er dine ønsker for dig og dit liv? Resten er op til Universet 🙂

Sådan gør du:

  1. Du køber en notesbog og begynder at skrive.
  2. Skriv ned i detaljer, hvad du ønsker dig, for eksempel et godt helbred, en god økonomi, mere kærlighed o.s.v.
  3. Skriv så detaljeret som muligt.
  4. Skriv som om, at det allerede er gået i opfyldelse, for eksempel “Jeg er glad for min vægt”, “jeg er økonomisk uafhængig”, “jeg bor i det dejligste hus – mit hus er med store dejlige æbletræer og med udsigt til vandet”, o.s.v.
  5. Når du har skrevet alt ned, så læs et par sider i bogen hver aften.
  6. Bogen skal altid være på dit natbord.
  7. Lad resten være op til Universet.

Kærligst,

Malene